Dato på Ordinær Generalforsamling 2019

Kære alle.

Det er blevet tid til vores årlige ordinære Generalforsamling. Der vil snarest blive uddelt indkaldelse med agenda og bilag, men allerede nu kan datoen reserveres.

Årets ordinære Generalforsamling i GF Vestre Kvarter afholdes:

Torsdag d. 28. marts kl. 19.30
I informationscenteret Laanshøj

Der er for nuværende brug for 1-2 Suppleanter og plads til et ekstra Bestyrelsesmedlem.

Nærmere information kan findes i det materiale der uddeles i postkassen inden længe.

De bedste hilsner
Bestyrelsen

Generalforsamling 2019 – Forslag fra medlemmer

Kære alle.

Årets ordinære Generalforsamling i GF Vestre Kvarter afholdes sidst i marts måned – indkaldelsen vil blive udsendt med mindst 2 uger og højest 4 ugers varsel i henhold til vedtægterne.

Forslag fra medlemmer må – for at komme til behandling på den ordinære Generalforsamling – være indgivet til bestyrelsen senest d. 1. februar 2019.

Forslag bedes sendt skriftligt til Bestyrelsen via e-mail.

De bedste hilsner
Bestyrelsen

Orientering om færdigudbygningen af Laanshøj

Bestyrelsen var mandag d. 26/11-18 inviteret til informations – og dialogmøde  omkring færdigudbygningen af Laanshøj.

På mødet orienterede bl.a Furesø Kommune og bygherre om planerne for udbygningen.

Noter fra mødet:

  • Udbygningen forventes færdig i 2021
  • Senior bofællesskab påbegyndes december 2018
  • Gymnastiksalen omdannes til 5 boliger i “New Yorker stil” (tilbygning omklædningsrum fjernes)
  • Første etape af udbygningen bliver byggefelt 6

Trafikken:
Desværre vil der ikke ske nogen regulering af den høje fart på Lejrvej. Derimod “forventes” det at se på muligheden for cykelstier på det smalle stykke.

Det er besluttet at lukke for enden af Vestre Allé således at den øgede mængde trafik ledes ud på Lejrvej rundt om “Vestre Kvarter”

Det bestræbes at bygge-trafik ledes af Sandet hvor muligt.

Informations- og Dialogmøde, FærdigUdbygning af Laanshøj, 26.11.2018

Kom med til borgermøde om nabohjælp og indbrudssikring

Ved du, hvordan I effektivt kan få tyven til at fravælge jeres hjem?

Tirsdag den 27. november 2018 kl. 17.30 inviterer Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden til stort borgermøde om indbrud og indbrudsforebyggelse sammen med Furesø Kommune og Nordsjællands Politi.

Her kan du blandt andre høre politiet fortælle om de lokale forhold, teamet bag Nabohjælp fortælle om kriminalitet og tryghed, få gode råd fra en sikringsekspert og få tips fra indbrudstyven selv.

Hvor: Farum Arena, Stavnsholtvej 41, 3520 Farum.

Hvordan: Send din tilmelding til furesoe@mannov.dk senest den 23. november og skriv, hvor mange I kommer.

Kontakt: Christian Nørr, mobil 25 45 62 26, cn@trygfonden.dk

Hent invitationen som PDF: Invitation til borgermøde i Farum 27. november 2018

Fra kl. 19.30 vil der være mad og drikke samt mulighed for at få gode råd til indbrudssikring af dit hjem samt møde alle aftenens oplægsholdere og stille dem spørgsmål.

Arrangementet er gratis og efter først til mølle princippet. Der vil være mulighed for børnepasning.

Du kan finde mere information om aftenens program i det vedhæftede dokument.

Vi håber på at se dig!

Med venlig hilsen

Daniel C. Thiesen
Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden
www.nabohjælp.dk
Tlf. 45 15 36 57

Det Kriminalpræventive Råd
Artillerivej 55
2300 København S
www.dkr.dk

Affaldssortering i Vestre Kvarter og invitation til Borgermøde

Kære alle.

Som det måske er bemærket i lokalnyhederne, er der et nyt affaldsregulativ på vej i Furesø Kommune. Det betyder kort fortalt, at vi som rækkehus bebyggelse snart skal sortere vores affald i lighed med villa/parcelhus ejerne. Forskellen i det kommende regulativ er at ordningen IKKE er frivillig for vores bebyggelse.

Bestyrelsen vil derfor påbegynde arbejdet med at kortlægge de forskellige muligheder for sorteringsbeholdere og i samarbejde med Furesø Kommune udarbejde en plan for vores bebyggelse. Kommunen tilbyder et møde og samarbejde med en faglig konsulent der kan hjælpe os med at lave en samlet plan for GF Vestre Kvarter

Høring er sat fra 3.september – 29. oktober 2018.

Høringssvar skal sendes til bme@furesoe.dk med emne: “Høringsvar. Regulativ for husholdningsaffald”.

Læs mere om ordningen og høring på Furesø Kommunes hjemmeside

Invitation til Borgermøde

I den forbindelse inviterer Furesø Kommune til borgermøde om et forslag til en ny ordning for sorteringen af affald i lejligheder, række-, dobbelt og kædehuse. Forslaget er i høring indtil den 29. oktober 2018.

Borgermødet afholdes:

Mandag den 22. oktober 2018. kl. 17-19
Multisalen, Furesø Rådhus, Stiager 2, 3500 Værløse

Se den samlede Invitation til Borgermøde om affaldssortering

Vi opfordrer alle til at komme med synspunkter og gode ideér i forløbet – gerne som kommentarer her på siden.

De bedste hilsner
Bestyrelsen i GF Vestre Kvarter

Vedligeholdelse af fællesarealer

Vores fællesarealer vedligeholdes af Finn Rydsø, og den faste aftale med Finn består af græsslåning af vores fælles græsarealer – bl.a mellem fællescarportene, ved gæsteparkeringerne samt ‘hjørnegrundene’.

Derudover kan vi bestille ekstra gartnerarbejde efter behov, og for 2018 er flg. planlagt:

  • Beskæring af græskanter langs grusstien (ved de 3 græsarealer mellem fællescarportene)
  • Gasbrænding af ukrudt langs grusstien
  • Udskiftning af 6 m hegn, opstramning af hegn samt udskiftning af 3 stk. pæle (langs rododendron bed)
  • Fjernelse af blade i de 3 græsarealer
  • Fjernelse af ukrudt samt gødning af rododendron bedene
  • Beskæring af buske samt fjernelse af ukrudt ved gæsteparkeringspladser
  • Nedlæggelse af rododendron bed Vestre Alle/Lejrvej

Finn færdiggør det ekstra gartnerarbejde først i oktober.

Tips og observationer fra Finn:

  • Stil ikke byggematerialer bag fællescarportene. Flere og flere gør dette, og det skaber problemer ved græsslåning
  • Pas på at hækken ikke bliver bredere og bredere, men klip godt ind næste gang – grusstien bliver smallere og belysningen forsvinder ind i hækken
  • Husk at du selv skal fjerne ukrudt på begge sider af hækken – også ud mod grusstien. Grundejerens forpligtigelse er 20 cm på hver side af hækken

De bedste hilsner
Bestyrelsen i GF Vestre Kvarter

Orientering om Bestyrelsen i GF Vestre Kvarter

Billede

Kære alle.

Som bekendt var der valg til ny bestyrelse i GF Vestre Kvarter ved seneste afholdte ekstraordinære generalforsamling, hvor der blev valgt nye personer til alle posterne.

Grundet den manglende tilslutning/opbakning til bestyrelsesarbejdet, blev der stemt for at den nye bestyrelse kunne indgå aftale med en ekstern administrator der kunne aflaste bestyrelsens indsats.

Den nye bestyrelse har afholdt møder med DEAS, men har efterfølgende truffet beslutning om ikke at gå videre med en ekstern administrator da vi ikke vurderede at omkostningen vs. aflastingen kunne forsvares.

Vi havde et godt møde med DEAS hvor vi gennemgik de opgaver de ville kunne løfte for os. Primært handlede det om økonomi og regnskab, hvilket er en meget lille del af opgaverne. Resten af de administrative opgaver ville stadig være Bestyrelsesens opgave.

Det betyder at vi nu i foreningen sparer en del penge da vi som Bestyrelse selv varetager opgaverne og i den forbindelse satser vi på at kunne nedbringe den seneste kontingentstigning ved næste opkrævning.

Vi har truffet denne beslutning i Bestyrelsen, vel vidende at det pålægger hver enkelt af os et større arbejde, men det betyder også at vi samtidig henstiller til at alle beboere bakker op om denne beslutning. Helt konkret betyder det at “service niveauet” nok vil falde markant i forhold til tidligere tider, og vi vil samtidig stille krav om samarbejde og naboers egen indsats for fællesskabet.

Vi henstiller stadig til at alle aktiviteter der vedrører fælles arealer og omkostninger, til enhver tid aftales med Bestyrelsen først. Fx. har der været et eksempel på fældning af træer uden bestyrelsens viden, der nu koster foreningen et betydeligt beløb for genplantning.

Med disse ord regner vi med at kunne holde foreningen kørende på et fornuftigt niveau i fællesskabet ånd.

De bedste hilsner
Bestyrelsen i GF Vestre Kvarter

Bestyrelsens svar på ansøgning om flyvning med veteranfly over Laanshøj

Kære alle.

I det netop udsendte materiale fra Furesø Kommune vedr. ansøgning om flyvning med veteranfly fra flyvestationen, har bestyrelsen besluttet at fremsende et høringsvar til kommunen hvor vi ikke ønsker denne flyvning tilladt.

Baggrunden for vores holdning er at flyvningerne formentlig primært vil foregå i sommer / fritidsperioder samt at denne tilladelse formentlig vil føre til endnu flere tilladelser fremtidigt eks. Veteranhelikopter flyvning m.m.

Vi opfordrer alle til at sende et høringssvar til Furesø kommune med egen holdning til ansøgningen. Deadline for indsendelse af høringssvar er torsdag d. 18. oktober 2018.

Find materialet her på siden: http://vestrekvarter.dk/2018/09/nabohoering-vedr-flyvestationen/

De bedste hilsner
Bestyrelsen i GF Vestre Kvarter

Nabohøring vedr. Flyvning med veteranfly på Flyvestationen

Vedhæftet fremsender vi naboorienteringsbrev samt bilag en ansøgning fra Værløse Flyvehistoriske Hangar (VFH) om at flyve med veteranfly fra Flyvestationen.

Naboorienteringsbrev
Bilag 1 til naboorientering – Ansøgning
Bilag 2 til naboorientering – Oversigtskort
Bilag 3 til naboorientering – Støjrapport
Bilag 4 til naboorientering – Supplerende oplysninger

Hvis du har bemærkninger eller kommentarer til det ansøgte, skal du sende dem med digital post, e-mail eller brev til Furesø Kommune, så vi har dem senesttorsdag den 18. oktober 2018.

Du må meget gerne henvise til sags nr.: 18/13642

Venlig hilsen

Sekretariat

Furesø Kommune

Center for By og Miljø

Tlf.nr.: 7235 4000

Telefon åbningstider:

Mandag-fredag kl. 10-14

Torsdag kl. 10-17

Ekstraordinær generalforsamling i G/F Laanshøj 28. August 2018

Kære alle.

I forlængelse af det igangværende arbejde med Laanshøj fælleshus, har bestyrelsen for G/F Laanshøj udsendt lidt materiale inden den ekstraordinære generalforsamling i G/F Laanshøj d. 28. august 2018.

Læs materialet på siderne her…

De bedste hilsner
Bestyrelsen i GF Vestre Kvarter